Raven in the Grave

  • The Raveonettes er tilbage! Sune Wagner og Sharin Foo er tilbage! Hvad mere kan man sige, det 5. udspil fra The Raveonettes er stort set lige kommet på gaden, albummet hedder Raven in the Grave – og det er ikke noget dumt album, lang fra endda. Siden 2003 har Wagner og Foo givet os musikelskere noget godt at lytte til, med et nyt album ca. hvert andet år. Wagner og Foo har formået at gøre noget, som meget få andre grupper har gjort og specielt danske grupper – og her taler jeg selvfølgelig ud fra egen smag og interesse inden for musikken. Men uanset hvad The Raveonettes laver, så er jeg vild med det – de to har et fantastisk sammenspil. Med de rå guitar rifs, og hver deres vokal – der i sammenhæng giver en helt fantastisk, ja vel næsten guddommelig klang. Jeg kan ikke sætte en finger på et eneste nummer fra The Raveonettes, som jeg ikke bryder mig om – og det er lidt utroligt.

    The Raveonettes har spændt bredt, ændret stil – men alligevel altid beholdt det genkendelige element, specielt takket være deres vokaler. Samtidig er jeg forelsket i den lidt støjede rock, og de elementer i deres musik som man ikke forventer, men alligevel passer perfekt ind i nummeret. The Raveonettes har givet sig selv stort spillerum ved alle deres plader, for ikke at lave gentagelser af sig selv, og udforske musikken. Og de har gjort det med bravour, og dette har helt sikkert været med til at give mig lyst til at lytte til dem igen og igen.

    Pretty in Black albummet hørte jeg til hudløshed i sin tid, her kom støjen virkelig til udtryk på en hel fantastisk måde. Og jeg vil ikke kalde deres musik for støj rock, på nogen måde – men elementet af det støjende og de rå musikalske udtryk, det er virkelig fascinerende. Ved det fabelagtige album Lust, Lust, Lust, ændrede de deres stil en del – men samtidig beholdt de deres charmerende udtryk. Man var ikke i tvivl om at man lyttede til The Raveonettes, og numrene var overraskende. På deres seneste album In and out of control, blev musikken pludselig lidt mere poppet, ikke på den negative måde overhovedet – men musikken blev lidt mere, dansevenlig hvis man kan sige det. Jeg kunne til tider godt savne det helt rå, hvor Wagner og Foo, simpelthen banker løs i instrumenterne i en vild og støjende symfoni – men alligevel blev dette element også repræsenteret, bare ikke i så høj grad som man huskede det fra Pretty in Black. Raven in the Grave tager os tilbage til tiderne hvor man hørte The Raveonettes første gang – det er i hvert fald min følelse. Albummet beholder det mystiske, det genkendelige og det støjende element er repræsenteret.

    Samtidig har The Raveonettes endnu engang formået at udvikle sig. Forstiller man sig at de har lært noget ved de gamle albums, så er det som om de blander denne “læring” på dette nye udspil. Et nummer som Apparitions (fantastisk nummer), formår at fortælle en historie, give en perfekt lyd, lidt poppet rytme og vokal, lidt støj, rå guitar rifs og have en rød tråd igennem hele nummeret. Og alt dette på kun 4 minutter. Det er en kunst, og The Raveonettes er kunstnere. Når man hører The Raveonettes, er man lidt stolt over at danske musikkere også kan finde ud af at lave sådan musik, og det hele ikke er en random pop-danse-melodi, med en vokal der bliver rettet til via en computer hen over. Men at der her er to danskere som virkelig kan finde ud af at lave rigtig lækker musik, om som er unikke – og det er ikke noget under at det netop er The Raveonettes, der er en af de få danske grupper der for alvor har formået at slå igennem i udlandet. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg mener helt klart at The Raveonettes er det fedeste musik der kommer ud af danmark pt. og det har de også været de sidste mange år.

    Skal jeg sige noget dårligt om albummet Raven in the Grave – så er det at der kun er 9 sange, og albummet i alt kun spiller i 36 minutter. Det er lidt kort, når man nu har ventet på nyt fra The Raveonettes i et godt stykke tid. Heldigvis er The Raveonettes albums så dejlige, at man sagtens kan lytte dem igennem 3 gange i streg, uden at tænke over at man har lyttet dem igennem 3 gange i streg – og uden at blive træt af musikken.

    Fantastisk dejligt at have noget nyt The Raveonettes til rådighed, og det kan helt klart anbefales. Et fantastisk nummer som jeg vil linke til her, er nummeret Ignite – det helt fantastisk rene guitar spil i starten lægger op til det, der viser sig at være et helt igennem fantastisk nummer. (I får lige en live version, fordi det simpelthen er så chamerende at se på – album versionen findes også på youtube).

     


     

     


    april 11th, 2011 | Johannes Aagaard | Ingen kommentarer | Tags:, , ,

Om forfatteren:

Johannes Aagaard

Johannes Aagaard er en studerende fra Aarhus. Han studerer Digital Design - IT, Æstetik og Interaktion på Aarhus Universitet. Ved siden af studierne driver han freelance firmaet Aagaard Design.

Leave a Reply

* Name, Email, and Comment are Required