Litteratur for alle
-
I ny og næ sendes der meget gribende og interessante programmer i fjernsynet. Hvad man ser i fjernsynet er selvfølgelig en smagssag, og af denne grund bliver dette også et indlæg der bygger på min personlige erfaring med et specifikt program. Men det kan forhåbentlig ses som en motivationsfaktor for andre, til at prøve at se programserien – da jeg er af den overbevisning at dette program kan være meget givende for de fleste. Dette er ikke en anmeldelse, og jeg har ikke erfaring og viden nok inden for området til at kunne udtale mig som en ekspert – men jeg kan bringe mine egne refleksioner, som jeg også mener at dette program opildner en til at gøre.
Programmet jeg her omtaler er: Læsegruppen Sundholm – programmet sendes på DR2 mandag aften kl. 23.00, det er en programserie på 8 afsnit af hver 30 minutter. Program konceptet er udtænkt af Mikael Bertelsen og Mads Brügger, der også skiftevis agerer vært i programmerne. Bertelsen og Brügger er et sublimt makkerpar, de formår at lave TV der er interessant for en bred gruppe mennesker, TV der er underholdende og informerende på samme tid, hvilket i sig selv er en kunst. Bertelsen og Brügger har tidligere lavet programmer som: Den 11. time (som var et helt ufatteligt godt program, som jeg stadig den dag i dag kan savne, godt 3 år efter programmet sendte sidste gang – men dette kunne jeg skrive en hel afhandling om, så den må jeg hellere lade ligge foreløbig). Desuden har man også set Bertelsen og Brügger lave detektivarbejde i EU, hvor de forsøgte at opklare det der kunne ligne et mord, og bla. bevægede sig rundt i den europæiske tobaksproduktion. Et lidt komisk, men samtidig informerende program, og i særdeleshed et meget fangende program: Quatraro Mysteriet.
Dette makkerpar har altså senest lavet programmet Læsegruppen Sundholm, og om dette vil jeg nu skrive lidt tanker – da det er lang tid siden at et TV program har kunne røre mig så meget, som tilfældet er her.
DR’s beskrivelse af programmet, er følgende: Læsegruppen Sundholm er en DR2-programserie i otte afsnit og et eksperiment. Ideen var at se hvad der sker, når hjemløse læser bøger. Eksperimentet finder sted på herberget Sundholm, sidste stoppested for socialt udsatte mennesker i København.
Brügger og Bertelsen har lavet et opslag på Sundholm, hvor de søgte deltagere til en læsegruppe. 4 personer meldte sig til, og det er nu de 4 vi følger i de otte programmet. De 4 deltagere er følgende: Anita, Edmund, Rahim og Michael – alle fire personer der har haft et hårdere liv end så mange andre, og har en interessant historie at fortælle.
Hver uge læser deltagerne en ny bog, og som en helt almindelig læsegruppe diskuteres denne bog derefter i gruppen – den eneste forskel er at et kamera ruller, og mødet har en leder der spørger deltagerne ind til forskellige ting (Bertelsen eller Brügger).
Programserien bygger på to hovedaspekter. For det første er det et litteraturprogram, der bliver diskuteret litteratur – og en rækker personer udtaler sig om hvad de får af følelser, refleksioner mm. ud fra det læste materiale (skønlitteratur, portrætter, digte mm.). Desuden som mange andre litteraturprogrammer gives bogen karakter, og bliver anbefalet eller modsat. Programmet er atypisk, det er ikke et “normalt” litteraturprogram, som man er vant til at se dem (hvis man da har set et sådant, fordi det hurtigt bliver meget tørt). Som der blev udtalt af Michael Thouber i smagsdommerne (d. 1. april 2011) da Læsegruppen Sundholm blev anmeldt: “Og det er det der så interessant, for i stedet for at det er 3-4 intellektuelle der sidder i orange stole og diskuterer det her (Kunst/Litteratur red.), så er det faktisk nogle mennesker der har nogle helt andre referencer, end de her sortklædte litteratur anmeldere vi kender fra København, det er folk der tager kunsten ind i virkeligheden.” Og jeg mener Michael Thouber i dette tilfælde har ret, for jeg nyder bestemt også af at se et program som Smagsdommerne, hvor det er disse “interlektuelle” der diskuterer kunsten – men det er altid deres vinkel man får på tingene, uanset hvilket medie du finder dine anmeldelser af litteraturen i. Vi mangler engang imellem at høre hvad den helt almindelige dansker mener om litteraturen, og jeg tror også at Læsegruppen Sundholm ville være interessant hvis man tog 4 fabriksarbejdere eller 4 landmænd eller 4 et eller andet, andet – det vigtige er at få en vinkel fra den helt almindelige dansker. Selvfølgelig bliver programmet også spændende af at det er 4 hjemløse, hvilket leder op til næste aspekt ved programmet Læsegruppen Sundholm.
Det andet aspekt af programmet, er den dokumentariske del – der sætte billeder og ord på 4 skæbner, ved disse 4 hjemløse. De har være igennem meget – mere end jeg som den person jeg nu engang er, kunne forestille mig at jeg selv ville kunne klare. Man lærer noget om de hjemløse, og hvilke vilkår de lever under, og dette er også en smuk ting ved programmet. Jeg ville helt sikkert lære mere om hjemløse hvis jeg så en dokumentar om hjemløse i København, men jeg synes at blandingen af at tage 4 skæbner – og give dem noget god og relevant litteratur, som sætter refleksionerne igang hos disse personer – det er en smuk, smuk tanke. For det viser at litteratur er for alle, og ikke bare den intellektuelle. Litteratur kan gøre noget for alle personer, det kan sætte tanker igang, og hjælpe med at sætte ord på ting og følelser, man normalt, måske har svært ved at sætte ord på. Selvfølgelig skal man heller ikke glemme at Bertelsen og Brügger, spørger ind til de 4 personers skæbner. F.eks. fortæller den ene deltager Michael i første program, at han var så fanget af bogen når han læste den om aftenen, at han var irriteret over at han blev træt, og nød til at lægge den fra sig. Der var Bertelsen hurtigt til at stille spørgsmålet, hvor Michael læser om aftenen, som hjemløs. På denne måde bliver det klassisk oplysende journalistik, hvor vi også lære lidt om hvordan livet er som hjemløs i København.
Jeg finder programmet relevant, da det omhandler litteratur – og hvordan hver en person kan spejle sig i denne. Det er smukt at de 4 hjemløses tilgang til litteraturen tages alvorligt, og at litteratur kan være med til at man reflekterer over ting, som man normalt ikke ville reflektere over. Jeg læser selv rigtig meget, og det er måske også en af grundende til at jeg finder programmet så facinerende, for det giver mig en ide om at jeg også kan komme ud med min mening omkring det jeg læser. Mine refleksioner kan være lige så relevante som så mange andres refleksioner over samme tekst. Her kan der selvfølgelig opstå en diskusion om uddnannelse inden for litteratur og nogle har mere forstand på det osv. Og det er jeg helt med på, sådan hænger det selvfølgelig sammen. Men jeg mener at Læsegruppen Sundholm viser at alle har ret til at have en holdning til litteraturen, og blive taget alvorligt.
Samtidig er der nogle rigtig gode refleksioner over litteraturen i programmet, men der bliver også sagt til hvis bogen ikke falder i gruppens medlemmers smag – hvor f.eks. Edmund i afsnit 4 fortæller at han havde haft lyst til at rive den bog af Suzanne Brøgger de havde læst, midt over – fordi den overhovedet ikke fangede ham.
Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg tror alligevel jeg stopper den her – måske jeg kommer med en opfølger.
Jeg vil dog varmt anbefale programmet – og har du ikke set det endnu, ville på mandag (11.04.2011 red.) være en god dag – da Læsegruppen Sundholm skal læse den fantastiske bog Doppler (som jeg selv har haft rigtig mange refleksioner over, og stadig har – på trods af at det er mange år siden jeg har læst den), så jeg glæder mig i hvert fald til endnu engang at tune ind på Læsegruppen Sundholm.
Om forfatteren:
Johannes Aagaard
Johannes Aagaard er en studerende fra Aarhus. Han studerer Digital Design - IT, Æstetik og Interaktion på Aarhus Universitet. Ved siden af studierne driver han freelance firmaet Aagaard Design.
Leave a Reply
Sweet Unrest by Apparat
Kommentarer