Junk Art
-
Junk Art – er det en kunstnerisk udtryksmåde der er ved at vinde frem? Dette spørgsmål kan jeg ikke lade være med at stille mig selv, når jeg ser at flere og flere prøver at udtrykke sig igennem denne “genre”. Og når jeg ser nogen gøre det rigtig godt, som f.eks. Zac Freeman, som jeg stødte på for et par dage siden – så kan jeg ikke lade være med at tænke, jo det er måske noget vi vil se mere af i fremtiden.
Junk Art – Jeg ved ikke hvad en direkte oversættelse til dansk ville være, Art vil selvfølgelig blive oversat til Kunst og Junk ville nok blive oversat til ragelse, affald eller lignende. Men sammensætningen af de oversatte ord lyder bare ikke så fedt som Junk Art, og derfor vil jeg fortsat kalde det Junk Art, på trods af at jeg så arver nogle engelske ord – til at gøre mit ellers danske blog indlæg fyldestgørende. Men det sker jo efterhånden så tit.
Junk Art udspringer af genren Found Art. Denne genre arbejder med at tage genstande som ikke var tiltænkt nogen som helst kunstnerisk betydning, altså en ganske almindelig brugsgenstand eller lignende – og give den et udtryk så den lige pludselig er kunstnerisk. Det bedste og mest kendte eksempel der bliver hevet op af hatten igen og igen, er selvfølgelig Marcel Duchamp’s piskumme, som han skrev sin signatur på, og udstillede inden for kunst institutionens rammer, og herefter blev den betragtet som kunst. Dette betød ikke at alle piskummer i verden ligepludselig var kunst, men at denne ene specifikke piskumme signeret af Duchamp, det er kunst. Det er en længere historie, men princippet i Found Art udspringer fra dette tilfælde.
Ud fra dette er der selvfølgelig sket en udvikling, og dermed er Junk Art og Trash Art opstået. De to begreber dækker som sådan over det samme, da man arbejder med objekter, der har haft en brugsmæssig betydning – men er blevet smidt ud. Derefter er det skrald, og tilegnes ikke nogen større betydning i samfundet. Dette samles så op af en kunstner og denne sætter forskellige objekter sammen og skaber en helhed – dermed gives det ubrugelige og “grimme” en æstetisk værdi, og kan betragtes som kunst.
Jeg har aldrig været vild med Junk Art og Trash Art, mest af alt fordi det jeg har stødt på har været skulpturer bygget af affald, som mest af alt egentlig bare ligner en bunke skrald, dog med en eller anden form som ligner noget. Men jeg har aldrig kunne se det æstetisk smukke i det. Alligevel ser man det oftere og oftere på nettet, at folk har lavet Trash Art og smider billeder af det op på nettet, så sådan nogle som jeg sidder og kigger på det – og febrilsk forsøger at finde en eller anden form for æstetisk substans i værket, dog for det meste uden held. Men ved at surfe rundt på nogle af de design og kunst blogs jeg nu engang surfer rundt på, fandt jeg den anden dag et indlæg om denne gut Zac Freeman – han har arbejdet med sub-genren til Found Art, nemlig Junk Art siden 1999, og han viser på sit website en række portrætter han har skabt. Og de er fascinerende, det må jeg ærligt indrømme – og jeg kan også godt se det æstetiske i disse.
For at tage det fra en ende, han forklare på sit website at han har arbejdet med Junk Art siden 1999, han laver sine værker udelukkende af indsamlet ragelse og skrald – og dette bliver hans kreative værktøj, i stedet for pensel og maling eller Computer og Kode. Hans kreative udtryk kommer igennem de afkastede objekter han finder i sin hverdag. Disse objekter limer han så på et canvas, og skaber et portræt af en person.
Detaljegraden er meget høj i Freeman’s portrætter – ser man værket på afstand, har man ikke den fjerneste ide om at værket er lavet af Junk, det ligner mest af alt en meget kreativ og detaljeret malerkunst. Men ser man nærmere på værket, er det tydeligt at se de forskellige objekter der er blevet brugt til at skabe billedet, der er alle mulige objekter, i alle mulige farver osv. Og Freeman har en unik evne til at sætte dem sammen på den helt perfekte måde, så de til sammen giver dette detaljerede portræt. Zac Freeman formår at tage det grimme, afkastede møg og ragelse folk smider ud, og gøre det til noget smukt. Fra den grimme ælling til den smukke svane. Og det fortjener at blive set – jeg viser et par af værkerne her i indlægget – og så anbefaler jeg dig, at smutte forbi Zac Freeman’s portfolie og se resten af hans fabelagtige værker.







Kommentarer