Det er en god dag i dag. 15. maj 2012. Dagen, hvor den Baltimore-baserede drømmepopgruppe Beach House udgav deres fjerde studiealbum Bloom. Siden gruppen ‘kommercielle’ gennembrud, Teen Dream, efter skiftet til indie-pladeselskabet Sub Pop, har der blandt fans været set frem til, hvad gruppen kunne levere denne gang. Teen Dream som blev udgivet i 2010 fungerer som en symbiose af svævende og drømmende synthesizer, Victoria Legrands luftige og fyldige stemme og karakteristiske guitar-riffs af Alex Scally. Pladen indeholder episke indie-hits som Zebra og Norway, og blev i 2010 af Pitchfork kåret som det femte bedste album. Derfor kunne man måske frygte, at det var duoens karrieremæssige højdepunkt.

Den påstand kan vi godt skyde ned med det samme. For en uges tid siden blev Bloom lagt på nettet til gennemlytning, og forud for det, har Beach House været dygtige til at tease for albummet ved at offentliggøre de to numre fra pladen, Myth og Lazuri. Numre som ikke har skruet forventningerne ned. Og efter et par gennemlytninger kan man, hvis man kunne lide Beach House på Teen Dream, kun være tilfreds. Duoen holder det fremragende, høje niveau fra forgængeren, og har med Bloom skabt endnu en symbiose af vellyd.

Lyden er til tider mere diffus og drømmende end på Teen Dream, hvilket er et udtryk for en bevægelse for bandet. Numrene har ofte den samme opbygning. Lydbilledet indledes med noget, som nogle nok ville kalde støj, og herefter udvikler numrene sig med svævende synth, gentagende guitarriffs eller gode elektroniske synth-trommer. Herefter flyder stemmen ind og nummeret tager herfra for alvor form. Det sker næsten hver gang. Men det gør ikke noget. Det er nærmest bare med til at føre en ind i et helt andet univers. Numrene opbygning minder om hinanden og gentages. Men ikke nok med det, så er numrene ofte også komponeret med gentagelser og loops af melodi-bidder, som bare understreger foregående påstand.

Bloom vokser på én. Det skaber en afhængighed, som gør, at hvis du først får sat pladen på, må du lytte den til ende. Albummet lever samtidigt op til de høje forventninger, som forgængeren var udslagsgivende i. Det er vist ikke helt ved siden af at sammenligne Bloom med den manglende CD i dobbeltalbummet Teen Dream, altså på den gode måde.

5 af 6 stjerner.

Har du lyst til at lytte til dette fabelagtige album, har du muligheden herunder.

Herning er en kulturby. Byen tør at gå langt og satse, når det kommer til kulturelle udbud. Men hvis Herning skal måle sig med andre store kulturbyer, skal byen turde endnu mere

Vejret er gråt og vådt. Støvregnen rammer kinderne og bekræfter det kolde vejr. I horisonten ses en stor bygning med påskriften: Dong Energy, hvorfra en tyk røg står op fra en stor skorsten.
Midt imellem Hernings store motorvejsnet, industribygninger og parkeringspladser ligger Hernings hjerte: HeArt. HeArt er Hernings store museum for samtidskunst. Museumsinspektør Stinna Toft påpeger, at museets arkitektur tiltrækker beskuere. Museet er en del af Hernings voksende kulturelle udbud.
”Det er klart, at vi ikke kan konkurrere med Messecenteret og Jyske Bank Boxen, når det kommer til besøgstal”, fortæller Stinna Toft.
Dog arbejder museet kraftigt på at skabe en oplevelse omkring dem selv og kunsten, der gør, at besøgende får lyst til at vende tilbage.

Lokalt engagement skaber interesse

I 2009 åbnede Herning Museum of Contemporary Art; i daglig tale kendt som HeArt. Før dette hed museet Herning Kunstmuseum, et museum der blev oprettet i 1977. Men i 2009 blev et nyt og flot museum opført. Den nye bygning blev tegnet af den anerkendte arkitekt Steven Holl.
Både Herning Kommune og lokale har doneret værker til museet. Og en række lokale virksomheder sponserer museet, der har 30.000 besøgende om året. Ifølge Stinna Toft skaber det lokale engagement en interesse for beboerne i området.
”Mange lokale besøger museet, da de gerne vil støtte op omkring vores projekt”, siger hun.
HeArt kæmper dog med at bevare interessen, så folk kommer tilbage. Stinna Toft fortæller, at hun ofte har fået at vide, at de er modige, fordi de tør at drive et museum for samtidskunst langt ude på den jyske hede. Museet sørger derfor for at have et bredt udvalg af kunst for på den måde at tiltrække et bredt publikum.

Fakta: Samtidskunst er et begreb, der benyttes om den kunst, der bliver skabt i dag.

Kunst skal provokere

Nogle kilometer fra HeArt, i Herning centrum, ligger Det Hemmelige Galleri. Galleriet er opført i en del af det gamle trykkeri i Herning. Bygningen har derfor historie, og det er vigtigt for galleriejer Ole Sejersen.
Endnu vigtigere for ham er det at vise kunst, som han synes er godt.
”Det er vigtigt for mig at vise kunst, der provokerer. Kunst skal turde noget”, fortæller Ole Sejersen.
Det er ikke alt kunst, der bliver modtaget lige godt i Det Hemmelige Galleri. Men Ole Sejersen er af den overbevisning, at også Herning skal se, hvad der sker inden for kunsten. Ifølge ham er det direkte uartigt over for danskerne at placere alt kunst i København.
”Den gode kunst skal ikke kun vises i udkantsdanmark. Og med udkantsdanmark mener jeg København, det er jo så østligt du kan komme”, siger Ole Sejersen og griner.

Ikke langt fra ord til handling

Herning har efterhånden markeret sig som en fremtrædende kulturby. Grunden til dette er, ifølge Stinna Toft, at Herning Kommune satser meget på kulturlivet.
”Herning har givet sig selv det uofficielle slogan: Der er ikke langt fra ord til handling,” siger hun.
Herning tør at satse på kulturen. Det er blandt andet også derfor, at HeArt driver et museum for samtidskunst midt i den jyske muld – selvom mange mener, at det ikke kan lade sig gøre. Ole Sejersen er enig:
”Set fra Hernings perspektiv er der ikke det, der ikke kan lade sig at gøre”.
Men Ole Sejersen mener, at Herning bør turde endnu mere. Det Hemmelige Galleri viser de lokale, hvad der sker inden for kunsten. Men selve byen bør turde endnu mere. Ole Sejersen mener, at Herning stadig en provinsby. Der er enkelte kulturelle udbud, der begynder at tage chancer. Men der er stadig lang vej, før byens kultur bliver ligeså spændende som i Paris, Barcelona eller København – og det er en skam, ifølge Ole Sejersen.

Men hvad skal man skrive om, der er så meget ligegyldigt pjat derude på internettet, hvorfor bidrage med endnu mere? Jeg kan ikke give svaret, men jeg håber at dette ligegyldige pjat kan give dig en eller anden form for underholdning – i et eller andet tidsrum, og hvis ikke er du selvfølgelig tilgivet hvis du skynder dig at surfe videre til et eller andet, andet ligegyldigt.

Der er ikke det vilde koncept bag dette indlæg, det er ikke nogen informerende strøm jeg lukker ud – det er vel bare lidt visuel og auditiv stimulering – præget af farven gul.

Det jeg vil poste her er den første sang jeg støder på i iTunes når jeg søger på ordet yellow, og så en række fede fotografier jeg har fundet på flickr ved at søge på ordet… Ja det kan du selv få lov til at gætte dig frem til, hvad det kunne være for et ord. Sangen er “heldigvis” god, jeg tror også der er mange der kender den – og billederne er udvalgt så det ikke er helt ligegyldigt, billederne har en eller anden form for kvalitet.

Nyd det eller lad være, og så må du have en hyggelig aften.

Først sang, så billeder:

Joni Mitchell – Big Yellow Taxi

Billederne linker til deres retmæssige ophavsmænd på Flickr.

Jeg tror der er to ting som fanger mig ved CV, måske også andre aspekter som jeg endnu ikke har været i stand til at kunne sætte ord på – men der er to aspekter ved CV Jørgensens musik, som jeg kan påpege og fremhæve. Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på dem, da dette kan være rigtig svært i sig selv, så lad os holde ved påpegelser af at jeg nyder: Hans helt specielle og lidt hæse stemme/vokal – og derudover er jeg virkelig glad for hans tekster, som er helt fantastiske.

Tag f.eks. dette vers fra en af mine favorit numre: Det regner i mit hjerte

Strandet i en by under vand; i en havn uden navn; finder vi ind til hinanden; i gader med stridende strømme; af anløbne drømme; går vi & mister forstanden

Andre af CV’s numre der kan anbefales, kan jeg nævne: Det si’r sig selv

Der er næppe noget der swinger; Som bjerringbro by night; Hele hovedgaden emmer; Af landmænd fit for fight

Og i sidste ende selvfølgelig den glade: Costa del Sol

For øjeblikket har vi det herligt; Her på costa del sol; I vort ny-nazistiske & asociale sammenhold; Men den dag røderusserne kommer; & det gør de jo nok igen; Har jeg solgt min hacienda & købt en ny i californien

Så er der lidt godt musik at give sig i kast med, CV Jørgensen passer perfekt til alle stemninger, så lyt det igennem – og opsøg selv andet.

Er du til “jubel-plader” eller hvad man kan kalde dem, plader hvor en række kendte danske grupper går sammen og synger sange af et gammelt ikon fra den danske musikhimmel (ligesom Kim Larsen og Værsgo 2) – Så har CV Jørgensen også fået en sådan plade, navnet er: 12 bud på CV. Min egen mening om den er at den ikke er i nærheden af originalerne, og det er egentlig ikke musik jeg gider lytte til – på nær The Raveonettes bud på: Det sir sig selv, som er helt fantastisk. Desværre er denne ikke på youtube.

God påske.

Junk Art – Jeg ved ikke hvad en direkte oversættelse til dansk ville være, Art vil selvfølgelig blive oversat til Kunst og Junk ville nok blive oversat til ragelse, affald eller lignende. Men sammensætningen af de oversatte ord lyder bare ikke så fedt som Junk Art, og derfor vil jeg fortsat kalde det Junk Art, på trods af at jeg så arver nogle engelske ord – til at gøre mit ellers danske blog indlæg fyldestgørende. Men det sker jo efterhånden så tit.

Junk Art udspringer af genren Found Art. Denne genre arbejder med at tage genstande som ikke var tiltænkt nogen som helst kunstnerisk betydning, altså en ganske almindelig brugsgenstand eller lignende – og give den et udtryk så den lige pludselig er kunstnerisk. Det bedste og mest kendte eksempel der bliver hevet op af hatten igen og igen, er selvfølgelig Marcel Duchamp’s piskumme, som han skrev sin signatur på, og udstillede inden for kunst institutionens rammer, og herefter blev den betragtet som kunst. Dette betød ikke at alle piskummer i verden ligepludselig var kunst, men at denne ene specifikke piskumme signeret af Duchamp, det er kunst. Det er en længere historie, men princippet i Found Art udspringer fra dette tilfælde.

Ud fra dette er der selvfølgelig sket en udvikling, og dermed er Junk Art og Trash Art opstået. De to begreber dækker som sådan over det samme, da man arbejder med objekter, der har haft en brugsmæssig betydning – men er blevet smidt ud. Derefter er det skrald, og tilegnes ikke nogen større betydning i samfundet. Dette samles så op af en kunstner og denne sætter forskellige objekter sammen og skaber en helhed – dermed gives det ubrugelige og “grimme” en æstetisk værdi, og kan betragtes som kunst.

Jeg har aldrig været vild med Junk Art og Trash Art, mest af alt fordi det jeg har stødt på har været skulpturer bygget af affald, som mest af alt egentlig bare ligner en bunke skrald, dog med en eller anden form som ligner noget. Men jeg har aldrig kunne se det æstetisk smukke i det. Alligevel ser man det oftere og oftere på nettet, at folk har lavet Trash Art og smider billeder af det op på nettet, så sådan nogle som jeg sidder og kigger på det – og febrilsk forsøger at finde en eller anden form for æstetisk substans i værket, dog for det meste uden held. Men ved at surfe rundt på nogle af de design og kunst blogs jeg nu engang surfer rundt på, fandt jeg den anden dag et indlæg om denne gut Zac Freeman – han har arbejdet med sub-genren til Found Art, nemlig Junk Art siden 1999, og han viser på sit website en række portrætter han har skabt. Og de er fascinerende, det må jeg ærligt indrømme – og jeg kan også godt se det æstetiske i disse.

For at tage det fra en ende, han forklare på sit website at han har arbejdet med Junk Art siden 1999, han laver sine værker udelukkende af indsamlet ragelse og skrald – og dette bliver hans kreative værktøj, i stedet for pensel og maling eller Computer og Kode. Hans kreative udtryk kommer igennem de afkastede objekter han finder i sin hverdag. Disse objekter limer han så på et canvas, og skaber et portræt af en person.

Detaljegraden er meget høj i Freeman’s portrætter – ser man værket på afstand, har man ikke den fjerneste ide om at værket er lavet af Junk, det ligner mest af alt en meget kreativ og detaljeret malerkunst. Men ser man nærmere på værket, er det tydeligt at se de forskellige objekter der er blevet brugt til at skabe billedet, der er alle mulige objekter, i alle mulige farver osv. Og Freeman har en unik evne til at sætte dem sammen på den helt perfekte måde, så de til sammen giver dette detaljerede portræt. Zac Freeman formår at tage det grimme, afkastede møg og ragelse folk smider ud, og gøre det til noget smukt. Fra den grimme ælling til den smukke svane. Og det fortjener at blive set – jeg viser et par af værkerne her i indlægget – og så anbefaler jeg dig, at smutte forbi Zac Freeman’s portfolie og se resten af hans fabelagtige værker.

The Raveonettes har spændt bredt, ændret stil – men alligevel altid beholdt det genkendelige element, specielt takket være deres vokaler. Samtidig er jeg forelsket i den lidt støjede rock, og de elementer i deres musik som man ikke forventer, men alligevel passer perfekt ind i nummeret. The Raveonettes har givet sig selv stort spillerum ved alle deres plader, for ikke at lave gentagelser af sig selv, og udforske musikken. Og de har gjort det med bravour, og dette har helt sikkert været med til at give mig lyst til at lytte til dem igen og igen.

Pretty in Black albummet hørte jeg til hudløshed i sin tid, her kom støjen virkelig til udtryk på en hel fantastisk måde. Og jeg vil ikke kalde deres musik for støj rock, på nogen måde – men elementet af det støjende og de rå musikalske udtryk, det er virkelig fascinerende. Ved det fabelagtige album Lust, Lust, Lust, ændrede de deres stil en del – men samtidig beholdt de deres charmerende udtryk. Man var ikke i tvivl om at man lyttede til The Raveonettes, og numrene var overraskende. På deres seneste album In and out of control, blev musikken pludselig lidt mere poppet, ikke på den negative måde overhovedet – men musikken blev lidt mere, dansevenlig hvis man kan sige det. Jeg kunne til tider godt savne det helt rå, hvor Wagner og Foo, simpelthen banker løs i instrumenterne i en vild og støjende symfoni – men alligevel blev dette element også repræsenteret, bare ikke i så høj grad som man huskede det fra Pretty in Black. Raven in the Grave tager os tilbage til tiderne hvor man hørte The Raveonettes første gang – det er i hvert fald min følelse. Albummet beholder det mystiske, det genkendelige og det støjende element er repræsenteret.

Samtidig har The Raveonettes endnu engang formået at udvikle sig. Forstiller man sig at de har lært noget ved de gamle albums, så er det som om de blander denne “læring” på dette nye udspil. Et nummer som Apparitions (fantastisk nummer), formår at fortælle en historie, give en perfekt lyd, lidt poppet rytme og vokal, lidt støj, rå guitar rifs og have en rød tråd igennem hele nummeret. Og alt dette på kun 4 minutter. Det er en kunst, og The Raveonettes er kunstnere. Når man hører The Raveonettes, er man lidt stolt over at danske musikkere også kan finde ud af at lave sådan musik, og det hele ikke er en random pop-danse-melodi, med en vokal der bliver rettet til via en computer hen over. Men at der her er to danskere som virkelig kan finde ud af at lave rigtig lækker musik, om som er unikke – og det er ikke noget under at det netop er The Raveonettes, der er en af de få danske grupper der for alvor har formået at slå igennem i udlandet. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg mener helt klart at The Raveonettes er det fedeste musik der kommer ud af danmark pt. og det har de også været de sidste mange år.

Skal jeg sige noget dårligt om albummet Raven in the Grave – så er det at der kun er 9 sange, og albummet i alt kun spiller i 36 minutter. Det er lidt kort, når man nu har ventet på nyt fra The Raveonettes i et godt stykke tid. Heldigvis er The Raveonettes albums så dejlige, at man sagtens kan lytte dem igennem 3 gange i streg, uden at tænke over at man har lyttet dem igennem 3 gange i streg – og uden at blive træt af musikken.

Fantastisk dejligt at have noget nyt The Raveonettes til rådighed, og det kan helt klart anbefales. Et fantastisk nummer som jeg vil linke til her, er nummeret Ignite – det helt fantastisk rene guitar spil i starten lægger op til det, der viser sig at være et helt igennem fantastisk nummer. (I får lige en live version, fordi det simpelthen er så chamerende at se på – album versionen findes også på youtube).

Programmet jeg her omtaler er: Læsegruppen Sundholm – programmet sendes på DR2 mandag aften kl. 23.00, det er en programserie på 8 afsnit af hver 30 minutter. Program konceptet er udtænkt af Mikael Bertelsen og Mads Brügger, der også skiftevis agerer vært i programmerne. Bertelsen og Brügger er et sublimt makkerpar, de formår at lave TV der er interessant for en bred gruppe mennesker, TV der er underholdende og informerende på samme tid, hvilket i sig selv er en kunst. Bertelsen og Brügger har tidligere lavet programmer som: Den 11. time (som var et helt ufatteligt godt program, som jeg stadig den dag i dag kan savne, godt 3 år efter programmet sendte sidste gang – men dette kunne jeg skrive en hel afhandling om, så den må jeg hellere lade ligge foreløbig). Desuden har man også set Bertelsen og Brügger lave detektivarbejde i EU, hvor de forsøgte at opklare det der kunne ligne et mord, og bla. bevægede sig rundt i den europæiske tobaksproduktion. Et lidt komisk, men samtidig informerende program, og i særdeleshed et meget fangende program: Quatraro Mysteriet.

Dette makkerpar har altså senest lavet programmet Læsegruppen Sundholm, og om dette vil jeg nu skrive lidt tanker – da det er lang tid siden at et TV program har kunne røre mig så meget, som tilfældet er her.

DR’s beskrivelse af programmet, er følgende: Læsegruppen Sundholm er en DR2-programserie i otte afsnit og et eksperiment. Ideen var at se hvad der sker, når hjemløse læser bøger. Eksperimentet finder sted på herberget Sundholm, sidste stoppested for socialt udsatte mennesker i København.

Brügger og Bertelsen har lavet et opslag på Sundholm, hvor de søgte deltagere til en læsegruppe. 4 personer meldte sig til, og det er nu de 4 vi følger i de otte programmet. De 4 deltagere er følgende: Anita, Edmund, Rahim og Michael – alle fire personer der har haft et hårdere liv end så mange andre, og har en interessant historie at fortælle.

Hver uge læser deltagerne en ny bog, og som en helt almindelig læsegruppe diskuteres denne bog derefter i gruppen – den eneste forskel er at et kamera ruller, og mødet har en leder der spørger deltagerne ind til forskellige ting (Bertelsen eller Brügger).

Programserien bygger på to hovedaspekter. For det første er det et litteraturprogram, der bliver diskuteret litteratur – og en rækker personer udtaler sig om hvad de får af følelser, refleksioner mm. ud fra det læste materiale (skønlitteratur, portrætter, digte mm.). Desuden som mange andre litteraturprogrammer gives bogen karakter, og bliver anbefalet eller modsat. Programmet er atypisk, det er ikke et “normalt” litteraturprogram, som man er vant til at se dem (hvis man da har set et sådant, fordi det hurtigt bliver meget tørt). Som der blev udtalt af Michael Thouber i smagsdommerne (d. 1. april 2011) da Læsegruppen Sundholm blev anmeldt: “Og det er det der så interessant, for i stedet for at det er 3-4 intellektuelle der sidder i orange stole og diskuterer det her (Kunst/Litteratur red.), så er det faktisk nogle mennesker der har nogle helt andre referencer, end de her sortklædte litteratur anmeldere vi kender fra København, det er folk der tager kunsten ind i virkeligheden.” Og jeg mener Michael Thouber i dette tilfælde har ret, for jeg nyder bestemt også af at se et program som Smagsdommerne, hvor det er disse “interlektuelle” der diskuterer kunsten – men det er altid deres vinkel man får på tingene, uanset hvilket medie du finder dine anmeldelser af litteraturen i. Vi mangler engang imellem at høre hvad den helt almindelige dansker mener om litteraturen, og jeg tror også at Læsegruppen Sundholm ville være interessant hvis man tog 4 fabriksarbejdere eller 4 landmænd eller 4 et eller andet, andet – det vigtige er at få en vinkel fra den helt almindelige dansker. Selvfølgelig bliver programmet også spændende af at det er 4 hjemløse, hvilket leder op til næste aspekt ved programmet Læsegruppen Sundholm.

Det andet aspekt af programmet, er den dokumentariske del – der sætte billeder og ord på 4 skæbner, ved disse 4 hjemløse. De har være igennem meget – mere end jeg som den person jeg nu engang er, kunne forestille mig at jeg selv ville kunne klare. Man lærer noget om de hjemløse, og hvilke vilkår de lever under, og dette er også en smuk ting ved programmet. Jeg ville helt sikkert lære mere om hjemløse hvis jeg så en dokumentar om hjemløse i København, men jeg synes at blandingen af at tage 4 skæbner – og give dem noget god og relevant litteratur, som sætter refleksionerne igang hos disse personer – det er en smuk, smuk tanke. For det viser at litteratur er for alle, og ikke bare den intellektuelle. Litteratur kan gøre noget for alle personer, det kan sætte tanker igang, og hjælpe med at sætte ord på ting og følelser, man normalt, måske har svært ved at sætte ord på. Selvfølgelig skal man heller ikke glemme at Bertelsen og Brügger, spørger ind til de 4 personers skæbner. F.eks. fortæller den ene deltager Michael i første program, at han var så fanget af bogen når han læste den om aftenen, at han var irriteret over at han blev træt, og nød til at lægge den fra sig. Der var Bertelsen hurtigt til at stille spørgsmålet, hvor Michael læser om aftenen, som hjemløs. På denne måde bliver det klassisk oplysende journalistik, hvor vi også lære lidt om hvordan livet er som hjemløs i København.

Jeg finder programmet relevant, da det omhandler litteratur – og hvordan hver en person kan spejle sig i denne. Det er smukt at de 4 hjemløses tilgang til litteraturen tages alvorligt, og at litteratur kan være med til at man reflekterer over ting, som man normalt ikke ville reflektere over. Jeg læser selv rigtig meget, og det er måske også en af grundende til at jeg finder programmet så facinerende, for det giver mig en ide om at jeg også kan komme ud med min mening omkring det jeg læser. Mine refleksioner kan være lige så relevante som så mange andres refleksioner over samme tekst. Her kan der selvfølgelig opstå en diskusion om uddnannelse inden for litteratur og nogle har mere forstand på det osv. Og det er jeg helt med på, sådan hænger det selvfølgelig sammen. Men jeg mener at Læsegruppen Sundholm viser at alle har ret til at have en holdning til litteraturen, og blive taget alvorligt.

Samtidig er der nogle rigtig gode refleksioner over litteraturen i programmet, men der bliver også sagt til hvis bogen ikke falder i gruppens medlemmers smag – hvor f.eks. Edmund i afsnit 4 fortæller at han havde haft lyst til at rive den bog af Suzanne Brøgger de havde læst, midt over – fordi den overhovedet ikke fangede ham.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg tror alligevel jeg stopper den her – måske jeg kommer med en opfølger.

Jeg vil dog varmt anbefale programmet – og har du ikke set det endnu, ville på mandag (11.04.2011 red.) være en god dag – da Læsegruppen Sundholm skal læse den fantastiske bog Doppler (som jeg selv har haft rigtig mange refleksioner over, og stadig har – på trods af at det er mange år siden jeg har læst den), så jeg glæder mig i hvert fald til endnu engang at tune ind på Læsegruppen Sundholm.

Efterklang har lavet en helt igennem fabelagtig video, navngivet An Island, som indtil på fredag kan ses på Pitchfork for den nette sum af 0 kr. Den smukke film, som er instrueret af den kendte instruktør Vincent Moon, handler om medlemmerne af Efterklangs opvækst på den sønderjyske ø, Als. Deraf navnet. Se videoen herunder eller på dette link, hvis ikke det virker: An Island.

The National er en fantastisk gruppe. Deres musik falder lige i min smag, ved at være for det første rigtig dejlig at lytte til, og for det andet kan man mærke de følelser de lægger i musikken. Jeg var så heldig at opleve dem live da de gav koncert i Scandinavian Center her i Aarhus, hvilket var en helt igennem fantastisk oplevelse – og også gav mig indsigt i, hvor meget det giver til deres musik at se dem “visuelt” og ikke kun høre dem. At betragte deres akt på scenen, bekræfter bare hvor mange følelser de lægger i musikken – og her tænker jeg specielt på forsanger Mat Berninger, som er et helt specielt og unikt individ, der lever og ånder for den musik han leverer (sådan ser det i hvert fald ud).

The National har udgivet meget musik, hvilket er herligt – så er der meget at dykke ned i og lytte til. Det nyeste skud på stammen er sangen “Think you can wait” – og til denne sang er der lige kommet en video. Sangen er skrevet til en ny sports komedie af Thomas McCarthy, ved navn Win Win – og i videoen ser man derfor billeder fra optagelserne til denne film. Jeg føler helt klart bedst sangen når man ser The National performe den, da jeg mener billederne fra filmen ikke gør andet, end at minde en om at der bliver udgivet endnu en lidt ligegyldig og tam Amerikaner film (Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men det ser sådan ud – og Sports Komedie som genre, bekræfter det også lidt). Men med billederne af The National, der fanger videoen rigtig godt, det som jeg forbinder med dem – følelser og indlevelse, og selvfølgelig god musik – for nummeret er som stort set alt andet de har lavet, fantastisk.

Med på sangen er gæste vokalist Sharon Van Ellen, som også opvarmede til The National i Scandinavian Center – hun er i sig selv også et unikt individ, og derfor virker denne kombination perfekt.

Nu har jeg benævnt filmen som lidt ligegyldig, men måske er der et eller andet i den. I forbindelse med den nye sang udtaler Mat Beringer i hvert fald at de er blevet inspireret af filmens materiale, han siger følgende: “It’s about very normal and good people trying to do their best and the struggle to be good.” – Sangen skulle følge filmens gang narrativt, men samtidig er sangen ikke en direkte del af filmen, ved at indeholde personer mm. fra filmen – og kan fungere på selvstændig basis. Men rent narrativt, så fortæller filmen og sangen den samme historie (det er selvfølgelig svært at få øje på, når man endnu ikke har set denne Win Win film).

The National har aldrig skrevet musik til en film før, men grundet den inspiration og den “gode” film Mat Beringer synes Win Win er – så blev det til et samarbejde med instruktøren Thomas McCarthy (som er stor The National fan). Og mon ikke et The National nummer kan hive filmen lidt op i kvalitet. Jeg synes i hvert fald du skal lytte til sangen, og nyde de tidspunker hvor man ser The Nationals performance, hvilket er rent kunst.